Handdyed by Charlotte Spagner Mohair

LØBELÆNGDE:
VEJLEDENDE PIND: 
STRIKKEFASTHED:
KVALITET:
PRIS VED 50 GRAM:
Cirka 200 meter/100 gram
6 - 9
Cirka 12-15 masker per 10 cm
95% mohair, 5% nylon
49,50 kr
 
Smukke, intense farver & fantastiske kombinationer er kendetegnende for Charlotte

Vi har indledt et inspirerende og meget spændende samarbejde med kunsthåndværker Charlotte Spagner omkring håndfarvet mohair til Garnudsalg. Det er der kommet smukke og helt unikke garner ud af.

Charlotte er oprindelig uddannet læge, men tog i 2015 springet fra lægegerningen, for at kunne arbejde fuldtid med håndarbejde og selvforsyning. Vi mødtes naturligt omkring garn, men hurtigt faldt snakken på farvning af samme og det viste sig, at vi havde sammenfald i både idéer og drømme, så snart var der etableret et samarbejde, som fortsat er i udviklingsfasen, men som allerede nu har resulteret i de første, smukke produkter.

Fordi garnet er håndfarvet, er der ikke to fed, der er ens. Vi har dog opdelt dem i små farve-familier, men du skal være opmærksom på, at din indfarvning ikke nødvendigvis svarer fuldstændigt overens med foto. De varierer alle en lille smule.

Charlottes egne ord om hendes farveproces:

Jeg bor på et nedlagt landsted i Bælum. Her har jeg fået indrettet et lille farveværksted i vores udbygninger. 

Vores familie forsøger i det daglige at leve relativt økologisk og bæredygtigt. For eksempel er vi selvforsynende med kød, honning og grønsager en stor del af året. Vores stuehus er opvarmet via en masseovn.

I forbindelse med etableringen af mit farveværksted var der derfor flere ting der skulle tages højde for. Jeg anvender syntetisk farvestoffer der er uden tungmetaller. Der er tale om såkaldte syre-farver. Det betyder at der tilsættes almindelig husholdningseddike eller citronsyre (som man anvender i forbindelse med syltning mm.).

Jeg har udarbejdet mine egne præcise opskrifter, som jeg bruger i farvningen. Det betyder, at garnet i farveprocessen opsuger alt farvestoffet i gryderne, så vandet kan genanvendes op til flere gange.

Garnet tørrer udendørs under halvtag det meste af året og elforbruget dækkes via solenergi.